Den retoriske situation:

Erika de Casier modtager i 2021 Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris. Prisen uddeles i samarbejde med Bikubenfonden og overrækkes af Kronprinsesse Mary. De Casier holder i den anledning en takketale. Her takker hun sin mor, men retter samtidig en kritik mod de systemer, der behandler statsborgerskab i Danmark. Tilhørerne, der er til stede i salen, er folk, der er inviteret eller har købt billetter til arrangementet, men da prisuddelingen blev sendt på DR1 og derefter lagt på nettet, fik talen sit eget liv i de danske medier.

De Casier flyttede til Danmark i 1998 sammen med sin mor og bror. Hun har færdiggjort en kandidatuddannelse i 2020 på Københavns Musikkonservatorium. De Casier har endnu ikke opnået dansk statsborgerskab på trods af, at hun har boet i Danmark i 23 år og har bestået indfødsretsprøven. Dette præger også talens indhold og er en del af forklaringen på, at talen sidenhen fik så meget medieomtale.

Hvorfor er denne tale interessant:

Talen er spændende, da det er opsigtsvækkende, hvordan Erika de Casier bryder med normerne for en takketale. En takketale vil typisk være en kort hyldest til de mennesker, der har hjulpet prismodtageren i deres liv og arbejde. De Casiers tale opfylder forventningerne til en takketale i starten, men bryder med normerne undervejs, hvor talen tager en mere politisk drejning. På trods af dette brud modtog de Casier et stående bifald i salen og blev senere rost for sin tale i medierne.

Tusind tak til Deres Kongelige Højheder Kronprinsparret og Bikubenfonden. Det er en kæmpe ære at modtage denne her pris.

Jeg vil gerne takke min familie, som sidder her i aften. Mor; du har aldrig ladt mig tvivle på, at musik var det, jeg skulle – ikke dengang jeg knap kunne få en tone ud af munden på scenen på grund af min sceneskræk, og heller ikke de to gange jeg ikke kom in på musikkonservatoriet.

Du har altid mødt både min brors og mine drømme med støtte og respekt, og det ved jeg, ikke er en selvfølge. Jeg har set, hvor hårdt du har arbejdet for at give os de muligheder, vi har. Det er et privilegie at have dig som mor.

Der er så mange, som på den ene eller anden måde har hjulpet mig, og som fortjener en del af den anerkendelse, jeg får i aften, så jeg håber I vil bære over med mig, at jeg lige name-dropper nogle få af dem;

Natal og Milán Zaks, Carl Barsk, Niels Kirk, Andreas Vasegaard, Kettil Myrstrand, 4AD, Wahid Zaferrán, Maria Abidi og mit live-band: Jonathan, Kirsten og Tobias— TAK.

Til sidst vil jeg gerne takke mine venner og mit lokalmiljø for al den støtte, I giver mig og for den inspiration, I er. Jeg har kun to minutter, og I er mange, så jeg husker at takke jer personligt.

Jeg er stolt af at kunne kalde mig en del af den danske kulturscene, og det føles godt at være en del af det fællesskab. Jeg er blevet omtalt af flere medier som “den næste danske internationale stjerne”, hvilket både er utrolig angstprovokerende og lidt smigrende på samme tid, men det får mig også til at undre, om man først er dansk, når man har gjort noget bemærkelsesværdigt for Danmark.

Jeg har boet her i 23 år. Jeg har lært at tale flydende dansk. Jeg har gået i dansk folkeskole, dansk gymnasie og taget en lang videregående uddannelse – som så mange andre unge. Men jeg har også skulle op til en indfødsretsprøve for et par år siden, hvor jeg skulle bestå min danskhed ved at svare rigtigt på mindst 36 ud af 45 spørgsmål om bl.a. Gasolin, Matador og kongerækken. Jeg bestod prøven – nu mangler jeg kun proceduren før endelig godkendelse i Folketinget.

Spørgsmålet er; hvad skal der egentlig til for at kunne kalde sig dansk?

Det er dejligt at blive fejret når man har været dygtig, men det er mindst lige så vigtigt at føle sig accepteret og elsket, når man fejler. Og det er vigtigt, at vi inkluderer andre – kulturelt som strukturelt – også dem, der ikke er en succeshistorie i medierne. Lad os møde hinandens drømme med støtte og respekt.

Bikubenfonden, Deres Kongelige Højheder Kronprinsesse Mary og Kronprins Frederik, af hjertet tak fordi I netop bruger så meget af jeres tid på at kaste lys på dem, der ellers ikke får så meget positiv opmærksomhed, og for at I vælger at kigge med accept, forståelse og nysgerrighed på det, jeg har taget med mig i kufferten.

TAK.

Det siger retorikerne:

Talen er todelt. Dette bliver særligt tydeligt, når man kigger på Erika De Casiers fremførelse af talen. Den første halvdel handler om den taknemmelighed, som De Casier har til sin familie, venner og samarbejdspartnere. Denne del af talen fremføres med bævende stemme og pauser, hvor De Casier tydeligt er følelsesmæssigt berørt af situationen – det føles oprigtigt uden at det kammer over. Da De Casier takker sin mor for de muligheder, hun har fået og den støtte, moderen har været, når hun har oplevet modgang, bliver hun tydeligt berørt. Både beskrivelsen af den modgang De Casier har oplevet, taknemmeligheden over for sin mor, og den følelsesladede fremførelse fører til, at publikum føler sympati med De Casier. De føler med hende.

Gennem hele talen gør De Casier brug af en del stilfigurer og billedsprog. Det gør talen mere levende og nærværende for publikum, da det er med til at skabe billeder for deres indre øje. Billedsproget kommer til udtryk i De Casiers mange små eksempler og fortællinger fra sit eget liv, som publikum let kan følge med i og relatere til.

Da talen tager en politisk drejning har De Casier en mere seriøs fremføring, og det er tydeligt, at der sker en forvandling i talens tone. Selvom De Casiers udstråling er mere seriøs, bliver talen dog aldrig anklagende. Dette er en af talens fordele. I løbet af talen fremhæver De Casier sine egne erfaringer med det danske system for statsborgerskab. Da hun fremsiger sætningen, “Spørgsmålet er; hvad skal der egentlig til for at kunne kalde sig dansk?”, får publikum derfor selv lov til at lave koblingen mellem den situation, som De Casier har været i, og hvorvidt det er fair behandling for at opnå juridisk danskhed. Selve problematikken er derfor usagt, men kritikken står stadig klart hos publikum.

Det er gennem sin baggrund og sin sympatiske fremtoning, at De Casier opnår forståelse for sit budskab. I kombination med den personlige og anekdotiske tone bliver det tydeligt, hvorfor De Casier er berettiget til at stille spørgsmålstegn ved, hvad det kræver at være dansk. Når kronprinsparret – som jo selv har udenlandske rødder – fremhæver en kunstner som De Casier, der modigt griber muligheden for at undre sig over danskhed og statsborgerskab, så giver det genklang i kongeriget. Derfor er Erika De Casiers tale værd at høre.