Foto: Martin Berger

Den retoriske situation

Vi befinder os i Købehavn, på Gyldendal den 8. februar 2023, hvor forfatteren og poeten Søren Ulrik Thomsen holder en mindetale for digteren Henrik Nordbrandt, som netop er blevet bisat. Talen finder sted blandt kolleger, litterære venner og bekendte, som er samlet for at mindes og ære Nordbrandt, en af Danmarks mest anerkendte digtere. Thomsen er selv en anerkendt poet og en personlig ven af Nordbrandt, hvilket giver ham både et følelsesmæssigt og fagligt perspektiv på digteren og hans værker. Situationen bærer en naturlig gravitas, da den kombinerer sorg, respekt og refleksion over Nordbrandts betydning for dansk litteratur. Samtidigt er det en lejlighed, hvor Thomsen, som en markant stemme i dansk poesi, får mulighed for at dele sine tanker om Nordbrandts arv.

Hvorfor er denne tale interessant?

Talen er en mindetale, hvor et kendetegn bl.a. er at holde mindet i live. Søren Ulrik Thomsen benytter Nordbrandts digte som en måde at beskrive Nordbrandt selv på. I citatet her ser vi, hvordan Nordbrandts eget digt bliver sammenlignet med en perpetuum mobile, altså med det udødelige. Thomsen minder os om, at selvom vi har mistet Nordbrandt i fysisk forstand, vil hans digte stadig være med os, som en måde at holde hans minde i live.

Et andet kendetegn ved mindetalen som genre er at retor taler til fællesskabet. Det gør han gennem særlige tematikker, der også er kendetegnende for mindetalen som genre. Ovenstående citat er et eksempel på hvordan temaet liv og død inddrages. Liv og død er noget alle mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv er nødt til at forholde sig til. Det er det, der bringer os sammen, og det der skiller os ad. Dét er vi fælles om. Helt generelt og lige her i denne mindestund.

Det er også karakteristisk for mindetalen at hylde den afdøde. Det formår Thomsen at gøre ved at sammenligne Nordbrandt med andre anerkendte digtere, heriblandt Kingo. Som netop er kendt for at samle Danmark gennem sine salmer, der stadig i dag bliver sunget over hele landet.  

Talen:

Hver gang jeg har læst et digt af Henrik Nordbrandt, har jeg straks måttet læse det igen.

For det første, fordi det var så fascinerende, at jeg øjeblikkeligt ville gentage oplevelsen, og for det andet, fordi digtet – på trods af dets altid enkle sprog og umiddelbare forståelighed – hver gang vakte min nysgerrighed til at kigge linjerne efter i sømmene og tænke videre over, hvad der egentlig stod i den på én gang klare og komplekse tekst .

Lad mig læse et af mine yndlingsdigte, nemlig »Byen er mærkelig« fra Under mausoleet (1987):

Byen er mærkelig, og som en følge deraf

mærkelige de ting, de sælger:

Noget der ligner tøj, men er hårdt

og smelter ved nærmere eftersyn

desuden en klæbrig masse, der tager form

stik imod kundens ønske

hattelignende genstande af metal

og nogle, der ligner søm, men senere

som de fremtræder i ens drømme.

Også det blanke, som i forskellige udgaver

hænger ned fra butiksfacaderne

synes snarere dele af et større apparat

end til at skære med

og selv om det kunne, ville ingen spørge

om hvad der skulle skæres: Snedkeri og ost

findes her lige så lidt som høtyve

hamre, brodererammer og de fjedre

der får kukure til at fungere

og jeg har desuden glemt, hvad ordene betød

i den verden, hvor de hørte til

og siger »tændrør«, »morphem«, »trusseindlæg«

til min kreds af skeptiske tilhørere.

Børnene, svarer de, er blevet sendt bort

til et sted bag bjergene

hvorfra man på klare vinteraftener

kan se en sort røgsøjle stige op

At de ikke selv er udstyret

med næb og frakkeskøder

og at ingen af dem har klove som køer

betragter jeg som et af naturens luner.

Der er sket noget modbydeligt her.

Og lige da det var ved at være overstået

blev jeg født.

Denne by er ikke uhyggelig, fordi den er skueplads for horroragtige scenarier, og ej heller er dens indbyggere monstrøst forsynede med næb, frakkeskøder og klove, som på et billede af Max Ernst, men fordi den er noget langt mere beskedent og faktisk langt værre, nemlig bare »mærkelig«: Alt i byen ligner noget velkendt og er dog drejet netop så meget, at det bliver foruroligende. I sit essay om det uhyggelige, som på tysk hedder das Unheimliche, det uhjemlige, bestemmer Freud det netop som noget hjemligt, der er blevet fremmed, og hvem oplevede vel det hjemlige som mere uhyggeligt end netop Nordbrandt?

Digtets sidste linjer ramte mig som en hammer, og dem har jeg aldrig kunnet få ud af hovedet: »Der er sket noget modbydeligt her./ Og lige da det var ved at være overstået/ blev jeg født.« Især var jeg hypnotiseret af, at det modbydelige kun var »lige ved« at være overstået, og efter at have haft disse linjer på hjernen i årevis gik det en dag op for mig, at de hentyder til noget helt bestemt, nemlig til, at Nordbrandt blev født i foråret 1945, netop som Anden Verdenskrig var lige ved at være overstået, nærmere bestemt på Frederiksberg 21. marts, samme dag, Den Franske Skole på Frederiksberg Allé blev bombet, heraf røgsøjlen fra det sted, hvor børnene er sendt bort. Denne oplysning forklarer selvfølgelig den store personlige investering, man mærker i også dette digt, som dog også klarer sig glimrende uden denne baggrundsviden, for linjerne »Der er sket noget modbydeligt her./ Og lige da det var ved at være overstået/ blev jeg født« peger jo samtidig på et generelt vilkår, nemlig, at man altid bliver født ind i en verden, hvis historie man aldrig helt kan undslippe, fordi den bliver forudsætning for ens egen.

ET DIGT FRA Nordbrandts sidste samling, Så en morgen fra 2021, greb mig på samme måde straks i kraven og tvang mig til at læse igen, nemlig digtet »Syvtaller«:

Det varede en evighed

at blive syv år gammel.

De næste syv år gik

på et halvt århundrede.

Det næste halve århundrede

tog ikke mere end syv år.

Så vidt jeg derfor kan regne ud

nu hvor jeg fylder halvfjerds

om ca. syv minutter

bliver jeg 100 om nogle dage

medmindre jeg er gået ind

i evigheden forinden.

Og når den så er slut

Fylder man jo syv år.

Først måtte jeg bare le spontant over det urimelige regnestykke , men ved nærmere eftersyn gik det op for mig, at digtet jo handler om, at et barn oplever tiden som gående uendeligt langsomt, hvad jeg selv tydeligt husker, mens den opleves som gående hurtigere og hurtigere, jo ældre man bliver. Eftersom livet slutter med evigheden, og det tog en evighed at fylde syv år, fylder man altså syv år, når evigheden er slut, og dermed er digtet blevet en sindrig lille perpetuum mobile.

Og her står vi så over for noget, der ikke kan undgå at undre mig, nemlig, at Nordbrandt var en udpræget intellektuel digter, men, som jeg husker ham, mærkeligt nok ikke nogen intellektuel person . Hvormed jeg naturligvis ikke mener, at han ikke kunne tænke, for det kunne han i høj grad – han beherskede adskillige sprog, som ligger langt uden for de flestes rækkevidde at tilegne sig, og jeg har hørt ham med grammatikalsk lidenskab hidse sig op, når folk ikke kunne kende forskel på transitive og intransitive verber. Men han satte større pris på en god dårlig vits end på analyser og argumentationskæder, hvorfor han næppe heller ville have haft den store tålmodighed med denne tale, som han dog må finde sig i, ligesom han under mange beklagelser fandt sig i så meget andet. For ud over at være umiddelbart medrivende er hans poesi netop intellektuelt udfordrende, fuld som den er af subtile ræsonnementer, der så bliver tvistet og løber ud i labyrinter, hvorfra der ingen udgang er .

MEN AT KUNSTEN og kunstneren ikke er sammenfaldende, ved jeg jo godt, det er faktisk derfor, man laver den. Og eftersom ordet »kunst« kommer af verbet »at kunne«, er en kunstner altså ikke en person, som ved noget, andre ikke ved, men en person, som kan noget bestemt, nemlig at frembringe en form. Og det gådefulde er, at formen så kan frembringe en betydning, som ikke er i kunstneren, en merbetydning, et »én in mente«. Men alligevel! Forskellen mellem Nordbrandt som person og som digter vil jeg nok aldrig blive færdig med at tænke over, for der er da gået en stor teolog tabt i en digter, som i Håndens skælven i november kan skrive:

De, som påstår, at verden og Gud er ét

har aldrig set grundigt på en tandbørste!

De tandløse ved dette. De sidder

rundt om i verden og rækker tunge ad Gud.

Lad os vende tilbage til kvarteret, hvor Nordbrandt blev født, og høre et andet af mine yndlingsdigte, nemlig »Frederiksberg« fra Spøgelseslege (1979):

Og jeg som troede at cykelklemmer

ikke var andet end en metafor!

Men de findes altså

disse små, stramme gammeljomfruer

som rejser så langt

og så farligt

på en diæt af sort kaffe og gummi

og læser romanbladet i smug.

Knebet af deres krævende magerhed

ser jeg det hele, Diakonissestiftelsen

hvor jeg blev født

og Frederiksberg Rådhus, hvor jeg blev gift

i et helt nyt lys.

Og alle mit livs vigtige datoer

drukner i en vrimmel af damehatte og slør

og lange, sorte kjoler

så diskret slidset op i siden

hvor døden viser et magert herreben.

Jeg kan sgu ikke glemme det magre herreben i kjoleslidsen! Det er et eksempel på, hvordan humoren og uhyggen tit står klos op og ned ad hinanden i Nordbrandts poesi, og her nærmest er det samme, for var denne digter en stor humorist, havde han, som billedkunstneren Sys Hindsbo engang bemærkede, samtidig en særlig forbindelse til underverdenen, hvor spøgelserne smutter ud og ind ad døren mellem livet og døden.

Jeg må overlade til litteraterne at placere Henrik Nordbrandt i dansk poesi, for jeg har meget svært ved at forstå hans digtning inden for rammerne af efterkrigstidens litterære retninger, poetikker og generationer, men på den anden side vil jeg heller ikke kalde ham hverken »klassicist« eller »tidløs«, for der er noget duftløst over disse betegnelser, som der bestemt ikke er over hans poesi, fuld som den er af tandbørster, romanblade og cykelklemmer. Men hvis der med »tidløs« menes en digtning, der vil vise sig at række ud over den tid, den er blevet til i og præget af, tror jeg, at udtrykket rammer plet, for ligesom vi i dag læser Kingo, som om han sad lige ved siden af os på trods af, at han om nogen afspejlede sin tid, der nu ligger mere end 300 år tilbage, er jeg sikker på, at Nordbrandts digte vil blive læst længe, længe efter os.

MEGET RIGTIGT GJORDE Jørgen Leth forleden opmærksom på, at Nordbrandt uden at ryste på sin skælvende novemberhånd skrev digte, der bestemt ikke veg tilbage for skønheden, selvom den poetiske skønhed havde meget dårlig presse i samtiden. Og ligesom disse digtes uhygge har humoren stående tæt ved sin ene side, har den skønheden ved den anden. »Æstetik« betyder jo »læren om det skønne«, og det skønne er vel at mærke ikke det samme som det smukke i banal forstand, men derimod skønt, fordi det kan rumme det grusomme. Når lægerne og sygeplejerskerne i Ukraine – og nu i det Tyrkiet, som Nordbrandt elskede – bærer de sårede ind på lazaretterne, er de nødt til at stirre direkte ned i de åbne sår for at kunne hjælpe ofrene, men deres indre ansigter er de nødt til at vende bort for ikke at tabe de sårede af rædsel.

Men om aftenen kan de så høre et stykke musik af Bent Sørensen eller læse et digt af Henrik Nordbrandt, og så længe, det varer, udholde grusomheden, som vi kun kan se i øjnene, når den fremtræder som en skønhed.

Mange af Nordbrandts digte ligner regnestykker, der ikke går op og så må regnes forfra på næste side i et nyt digt. Og jeg tror da heller ikke, at man sætter sig ned og skriver, når regnestykket mellem én selv og verden går op, og alt er, som det skal være. Hvad der vel at mærke ikke er det samme som, at en forfatter nødvendigvis må skrive på en stor personlig sorg eller ulykke, som den populære kunstnerromantik jo foretrækker: Nogle gange kan det såmænd være omvendt (for eksempel kunne Grundtvig flyde helt over af for megen lykke til den flade verden), eller forfatterskabet kan være drevet af en permanent undren, for eksempel over, at noget modbydeligt, som har fundet sted, aldrig helt er slut, eller over, hvor underligt det er, at omgivelserne bliver tilbage, når et menneske dør. Selvom det ikke er spor mærkeligt.

NÅR EN FORFATTER bliver spurgt om sine inspirationskilder, nævner man aldrig den vigtigste, og nok derfor har jeg holdt min kæft med Henrik Nordbrandts store betydning for mig, mens jeg uden videre har kunnet hylde to af mine andre litterære helte, nemlig Ole Sarvig og Per Højholt, der var så forskellige som dag og nat og derfor holdt hinanden i skak, så ingen af dem fik lov at fylde så meget, at han måtte uddrives i et blodigt faderopgør. Men heller ikke Nordbrandts poesi har jeg haft behov for at uddrive, selvom jeg så afgjort har skrevet digte, der ikke kunne være skrevet uden hans. Og det er vel netop det optimale stofskifte i inspirationen fra generation til generation: at finde sin egen stemme ved at lytte til de andres. Og at man beundrer en stor digter, er ikke det samme som at bilde sig ind, at man selv kan blive af samme format, men derimod en inspiration til at turde blive den, man er.

At Henrik Nordbrandt var en af de allerstørste digtere, vi har haft – nogensinde – er jeg ikke i tvivl om. Heldigvis fik jeg sagt det til ham selv, da vi for vel halvandet år siden mødtes tilfældigt på Restaurant Hanoi i Classensgade, og han tog det pænt, må jeg sige.

Lad mig slutte med en lille omskrivning af digtet »Ned med det nye franske køkken«, som stod i samlingen Vandspejlet fra 1989: »Hvert eneste af dine digte, Henrik, var bedre end alle de andre tilsammen, for nu at sige det på en måde, man ikke kan sige det på: Så er det sagt!«

Det siger retorikerne

Nordbrandt bliver beskrevet som en man vil huske, hvilket netop taler ind i samme genretræk.

Men hvis der med »tidløs« menes en digtning, der vil vise sig at række ud over den tid, den er blevet til i og præget af, tror jeg, at udtrykket rammer plet, for ligesom vi i dag læser Kingo, som om han sad lige ved siden af os på trods af, at han om nogen afspejlede sin tid, der nu ligger mere end 300 år tilbage, er jeg sikker på, at Nordbrandts digte vil blive læst længe, længe efter os.

Tema:

Igennem talen ser vi antitesen som et gennemgående greb. Thomsen knytter netop antitesen til Nordbrandts person og digte:

“På trods af dets altid enkle sprog og umiddelbare forståelighed – hver gang vakte min nysgerrighed til at kigge linjerne efter i sømmene og tænke videre over, hvad der egentlig stod i den på én gang klare og komplekse tekst

Vi forstår, at Nordbrandt tekster også ofte undersøgte modsætningsforhold og antiteser, som f.eks. i citatet:

“Jeg kan sgu ikke glemme det magre herreben i kjoleslidsen! Det er et eksempel på, hvordan humoren og uhyggen tit står klos op og ned ad hinanden i Nordbrandts poesi, og her nærmest er det samme, for var denne digter en stor humorist, havde han, som billedkunstneren Sys Hindsbo engang bemærkede, samtidig en særlig forbindelse til underverdenen, hvor spøgelserne smutter ud og ind ad døren mellem livet og døden.”

• Nordbrandt var altså selv optaget af modsætninger som tema, og Thomsen gør i sin tale kunsten efter og fører dette stiltræk videre i sin mindetale.

 

Struktur: tidsaspektet, fra barn til voksen, liv og død

I talen ser vi en struktur, der virker til at følge en livscyklus. Her er der tale om Henrik Nordbrandts forskellige livsstadier skildret på kunstnerisk vis ved brug af Nordbrandts egne digte. Digtene i talen fremføres i en rækkefølge, der virker til at følge Nordbrandts livsstadier. Her åbner digtet »Byen er mærkelig« fra Under mausoleet (1987) op for mindetalen ved at kommentere på den samtid, som Nordbrandt blev født i: “(…) de hentyder til noget helt bestemt, nemlig til, at Nordbrandt blev født i foråret 1945, netop som Anden Verdenskrig var lige ved at være overstået, nærmere bestemt på Frederiksberg 21. marts, samme dag, Den Franske Skole på Frederiksberg Allé blev bombet.” 

Herefter præsenteres vi for barndommens livsstadie med digtet »Syvtaller«, som dog er fra Nordbrandts sidste digtsamling »Så en morgen« fra 2011. Her er det bemærkelsesværdigt, at digtet beskriver et barns sind, og samtidigt formår at drage parallel til “døden” og “evigheden”. To temaer, der i høj grad må siges at være relevante for mindetalens egentlige omdrejningspunkt. “Eftersom livet slutter med evigheden, og det tog en evighed at fylde syv år, fylder man altså syv år, når evigheden er slut, og dermed er digtet blevet en sindrig lille perpetuum mobile.”. Dette citat indeholder en veloplagt og velformuleret dobbelthed, som giver stof til eftertanke. 

Sidstnævnte digt »Håndens skælven i november« bruges til at lede talen hen på livets sidste dage. Her beskriver Thomsen, hvordan Nordbrandt formåede at binde humoren og uhyggen sammen, selv når tungere emner som døden skal beskrives. Dette gør ifølge Thomsen poesien hos Nordbrandt “tidløs”, men ikke tidløs i den gængse forstand, men som Thomsen beskriver det: “Hvis der med »tidløs« menes en digtning, der vil vise sig, at række ud over den tid, den er blevet til i og præget af, tror jeg, at udtrykket rammer plet”. Her skabes et oplagt bindeled til resten af Thomsens tale, hvor der fortsættes med det tidløse aspekt, Nordbrandts eftermæle og Thomsens egen store kærlighed til Nordbrandts poesi. 

Persona/portræt: I sin tale tegner Søren Ulrik Thomsen et nuanceret og komplekst portræt af Henrik Nordbrandt, hvor flere sider af digteren fremhæves- både som person og kunstner. Thomsen beskriver Nordbrandt som en mand med modsætninger, hvor intellektuel skarphed og humor går hånd i hånd med en grundlæggende melankoli og dybde. 

Thomsen starter med at fremhæve den særlige kraft i Nordbrandts poesi: “På trods af dets altid enkle sprog og umiddelbare forståelighed- hver gang vakte min nysgerrighed til at kigge linjerne efter i sømmene og tænke videre over, hvad der egentlig stod i den på én gang klare og komplekse tekst.” Her tegnes et billede af Nordbrandt som en digter, der med få ord formår at skabe dyb kompleksitet, hvilket kræver gentagne læsninger. Thomsen peger på den fascinerende dobbelthed i digtene- noget simpelt og let forståeligt ved første øjekast, men samtidig dybt og kompliceret. 

Thomsen citerer linjerne fra digtet “byen er mærkelig” og forbinder dem med Nordbrandts fødsel under Anden Verdenskrig: “Der er sket noget modbydeligt her./Og lige da det var ved at være overstået/blev jeg født.” 

Thomsen relaterer dette til Nordbrandts fødselsdag den 21. marts 1945, samme dag som bombningen af Den Fransk Skole på Frederiksberg: “Netop som Anden Verdenskrig var lige ved at være overstået (…) heraf røgsøjlen fra det sted, hvor børnene er sendt bort.”

Denne forbindelse understreger en grundlæggende melankoli i Nordbrandts liv og digtning, hvor han altid ser sig selv som en, der blev født ind i en verden fyldt med modbydelighed. 

På trods af de alvorlige temaer i hans digte, formår Nordbrandt også at inddrage humor og absurditet. Thomsen læser op fra digtet “Syvtaller” og beskriver, hvordan han først reagerer med latter, men derefter indser dybden bag ordene: 

“Først måtte jeg bare le spontant over det urimelige regnestykke.”

Nordbrandts sans for humor er en vigtig del af billedet, der bliver malet af ham. Thomsen beskriver ham som en digter, der bruger humor til at bearbejde livets grundvilkår, hvor tiden føles som et surrealistisk fænomen. Dette viser en anden side af Nordbrandt- ikke kun som den melankolske poet, men også som en med en dyb forståelse for livets absurditet. 

Thomsen reflekterer også over forskellen mellem Nordbrandt som digter og som person: “Han var en udpræget intellektuel digter, men, som jeg husker ham, mærkeligt nok ikke nogen intellektuel person.”

Denne modsætning mellem det, Nordbrandt skrev, og den måde han opfattede sig selv på, tegner et portræt af en mand, der ikke dyrkede intellektualisme i sin hverdag, men alligevel skabte dyb intellektuel poesi. Thomsen påpeger, at Nordbrandt var mere optaget af simple glæder, som en “god dårlig vits”, hvilket står i kontrast til de komplekse og subtile ræsonnementer i hans digte. Her bliver han fremstillet som en, der ikke nødvendigvis ønskede at blive set som en intellektuel i hverdagen, selvom hans poesi var både intellektuelt og følelsesmæssigt krævende. 

Et centralt aspekt af portrættet er Nordbrandts evne til at balancere mellem det smukke og det grusomme. Thomsen understreger, at Nordbrandt turde skrive skønne digte i en tid, hvor skønhed var upopulær: 

“Han skrev digte, der bestemt ikke veg tilbage for skønheden, selvom den petiske skønhed havde meget dårlig presse i samtiden.”

Her får vi et billede af en digter, der insisterer på at arbejde med de æstetiske og skønne elementer i kunsten, selv når det ikke var moderne. Thomsen understreger, at for Nordbrandt kunne det smukke og det grusomme eksistere side om side, hvilket tilføjer endnu en dimension til hans karakter som kunstner.