Hold din vens tale

Krop og stemme

Tid: 1 timeDeltagere: 4-10Udstyr: En computer til hverForberedelse: Ingen

I denne øvelse skal eleverne arbejde med at formidle en anden persons tekst.

Bed eleverne skrive en kort tekst om en oplevelse, der har berørt dem, en oplevelse på en rejse, at få en lillesøster eller -bror, første skoledag eller lignende. Giv dem et kvarters tid til at skrive ca. en halv sides tekst i jeg-form.

Teksten må ikke indeholde personlige navne eller være underskrevet.

Alle elevernes tekster printes, foldes og samles i en hat eller kasse. Eleverne trækker nu en tekst, der ikke må være deres egen, og har nu et kvarters tid til at forberede deres oplæsning af teksten. De skal fokusere på at videregive budskabet fra teksten: Hvordan har den beskrevne oplevelse berørt forfatteren af teksten?

Efter oplæsningerne samles op: hvordan oplevede de oplæsningerne? Blev det tydeligt, hvad der var vigtigt i teksterne? Blev teksten læst op anderledes, end hvad forfatteren havde forestillet sig. Virkede det alligevel?
Hensigten med øvelsen er at få eleverne til at reflektere over, hvordan man gør, og hvad der sker, når man læser en andens tekst op.