Den retoriske situation

Christian Holst Vigilius er formand for Konservative Ungdom. Den 4. september 2024 holder han en tale på Ølkassen ved Ungdommens Folkemøde, der strækker sig som en to-dages-festival i Valbyparken. Ølkassen er forbeholdt korte, konkrete taler, og scenen indtages af både politikere, kulturpersonligheder og græsrodsbevægelser, mindre organisationer osv. 

Vigilius holder talen i kølvandet på en tid, hvor demonstrationer fylder gadebilledet og universitetsmiljøet. Flere unge råber op om regeringens håndtering af konflikten mellem Israel og Palæstina, og en klimakrise som konstant er et tema. 

Vigilius’ tale er en brandtale. Brandtalen er en dramatisk talegenre, der sigter på at vække følelser og mobilisere et publikum til handling. Vigilius’ stil er præget af retoriske virkemidler. Han appellerer til fællesskabet – en værdi, der stemmer overens med den konservative ideologi. Det er særligt gennem et engageret ungt fællesskab, at Vigilius mener, de unge kan kæmpe for et bedre samfund. Dette var også Vigilius’ egen inspiration til at melde sig ind i et ungdomsparti, da han var 18 år gammel, og han ønsker med sin tale at inspirere det unge publikum til også at melde sig ind i et ungdomsparti.

Hvorfor er denne tale interessant?

Denne tale er interessant, fordi den er et opråb fra ungdommen, hvor Vigilius kræver forandring. Når ungdommen kræver forandring og handling, skabes der en særlig dynamik i den retoriske situation, idet den traditionelle opfattelse af autoritet og viden, som ofte tilskrives ældre generationer, udfordres.
Vigilius kalder politikerne – de voksne – til ansvar og insisterer på, at de handler frem for give tomme løfter: Han mener, de (politikerne) “taler problemerne op i stedet for at tale om løsninger”.

Fra et retorisk perspektiv er talen altså interessant, fordi den forsøger at omdefinere magtforholdet mellem generationer ved at bringe ungdommen i centrum af den offentlige diskussion.
Endelig er talen særligt interessant, fordi den er bygget op omkring retors egen position som repræsentant for en ny generation – Vigilius er netop landsformand for Konservative Ungdom – der står over for konsekvenserne af tidligere generationers handlinger.

Talen:

Kære alle sammen

Da jeg var 18 år gammel, meldte jeg mig ind i et ungdomsparti. Det gjorde jeg, fordi der er nogle værdier, jeg tror på, og fordi jeg gerne ville kæmpe for et bedre samfund . Men jeg gjorde det også, fordi jeg var frustreret.

Frustreret over stilstanden. Frustreret over et politisk system, der nogen gange synes afkoblet fra virkeligheden. Hvor afstanden mellem os unge og politikerne bliver større og større. Frustreret over visionsløse politikere, der taler om regneark, økonomisk vækst og fuldstændig intetsigende teknokratsprog. Politikere, der taler problemerne op, i stedet for at tale om løsninger.

Det er otte år siden, jeg meldte mig ind i ungdomspolitik, og jeg er stadig frustreret. Og det tror jeg ikke, jeg er ene om. Jeg tror faktisk, at rigtig mange unge har det på samme måde som mig. Nu er jeg jo konservativ, og derfor er aktivisme og demonstrationer ikke lige mig. Men helt ærligt – jeg forstår det godt. Jeg forstår godt, at frustrationen kan blive så stor, at en eller anden form for opgør, synes at være den eneste udvej. For vi har brug for noget at tro på. Kom nu med nogle visioner. Fortæl nu, hvad I vil. Hvilke værdier I står for. Giv os nogle drømme for fremtiden!

Vi har en buldrende klimakrise, en masse unge der mistrives og i det hele taget en fremtid, der godt kan se svær ud. Giv os troen på, at fremtiden er lys.

Frustrationen kan godt gøre mig trist – men jeg har ikke givet op. Jeg tror stadig på vores demokrati, på vores fællesskab og på vores fremtid. Det er blevet populært at sige, at ’du kan godt’ – jeg vil vi stedet sige, at vi kan godt. I fællesskab. Jeg meldte mig ikke ind i ungdomspolitik for at få en karriere som politiker. Jeg gjorde det for at kæmpe for et bedre samfund. Og det vil jeg blive ved med at gøre. Og jeg vil opfordre alle andre til at gøre det samme – særligt unge!  For det er vores fremtid, det handler om. Og hvis det her politiske system skal have nogen chance for at fungere, så er der brug for, at vi engagerer os i det.

Og så er jeg sådan set ligeglad med, om du er socialist, liberal, konservativ, socialdemokrat eller FCK-fan . Vi har brug for dig. Vi har brug for unge, der tager ansvar. Så det er min opfordring: lad os melde os ind i kampen og kæmpe for et bedre Danmark for alle.

For det er os, det handler om.

Det siger retorikerne

Særligt vigtige funktioner og stilistiske valg:

Gennem talen bruger Vigilius “vi” som et fællesskabende pronomen. Han søger at forene hele den danske ungdom under ét; som en gruppe, der har en fælles vision om at skabe et bedre samfund uanset politisk orientering – eller hvad end du måtte brænde for jf. FCK-eksemplet. Han fremstiller ungdommen som løsningsorienterede, nogle der stræber efter at komme mistrivslen til livs, og gå i rette med klimakrisen. 

Vigilius valg af komposition er iøjnefaldende. Hans tale er struktureret via en cirkelkomposition, hvorved hans indledning og afslutning ligner hinanden. Denne cirkelkomposition er styret af Vigilius gentagne og dominerende brug af pronomenet “jeg”, som optræder hele 23 gange gennem talen, og som giver publikum et indblik i afsenderens egen politiske kamp. Vekselvirkningen mellem “jeg’et” og “vi’et” kan tolkes  som en veksel mellem to personaer. Der er Vigilius som ungdomsformand (jeg’et) og Vigilius som en del af en ungdom, der drømmer om en lys fremtid (vi’et). 

Vurdering:

Christian Vigilius præsenterer en stærk brandtale med et klart mål og budskab: unge bør engagere sig og aktiv deltage i politik. Som en kendt dansk politiker engang sagde: “Magt er ikke noget, man får; magt er noget, man tager.” Det er netop i denne sammenhæng, at de unge skal træde ind i demokratiet og udfordre de visionsløse politikere. Tage noget af magten fra disse voksne teknokratiske politikere og give den til os selv. 

At opfordre unge til at deltage i den demokratiske debat er næppe en kontroversiel holdning at fremføre ved Ungdommens Folkemøde, og derfor er det sandsynligt, at Vigilius’ opfordring bliver vel mødt. Hans tale er på den måde ikke risikofyldt; han holder sig til, hvad han forventer, hans publikum vil tage godt imod. 

Måden disse budskaber bliver leveret stilistisk er også interessant. Han anvender metaforer, som når han råber: “Giv os troen på, at fremtiden er lys.” Derudover benytter han anaforer, eksempelvis: “Frustreret over stilstanden. Frustreret over et politisk system, der nogle gange synes afkoblet fra virkeligheden… Frustreret over visionsløse politikere, der taler om regneark, økonomisk vækst og fuldstændig intetsigende teknokratsprog.”

En opmærksom lytter vil bemærke, at denne frustration præsenteres i tre dele, ovenikøbet med en triade i den sidste sætning. Den triade, der omfatter “regneark, økonomisk vækst og fuldstændig intetsigende teknokratsprog,” kombineret med anaforen, er en teknik, Vigilius er glad for. 

Det ses også i sætningen: “Jeg tror stadig på vores demokrati, på vores fællesskab og på vores fremtid.” Sammen med en cirkelkomposition, der binder hele talen sammen, fører det mig til den konklusion, at det ikke er første gang, formanden for Konservativ Ungdom holder en tale. Hele opbygningen er velovervejet og viser retorisk forståelse.

Hvis man kender lidt til Vigilius, ved man, at han sagtens kan tale teknokratisk og har gjort det i andre sammenhænge. Men i denne tale vælger han imidlertid en mere tilgængelig tilgang, der placerer ham som et almindeligt ungt menneske, en del af det konkrete Danmark. En del af det unge fællesskab.

Dette kan ses som et bevidst valg om at bruge ikonicitet; det er klogt ikke at lyde som dem, han kritiserer. Hvis han anvendte teknokratisk sprog til et ungt publikum, der ikke nødvendigvis er politisk-interesserede, ville det bryde med decorum, hvilket ville underminere hans budskab.